Green Wind Energy A/S: Nyt forretningsområde, teknisk management

Pr. 1. januar 2009 påbegynder Green Wind Energy A/S at udføre teknisk management
på vindmøller og vindmølleparker for kunder og for dele af koncernens
egenbeholdning af vindmøller.
Der er tale om et nyt forretningsområde, der vil blive drevet fra
datterselskabet Green Wind Energy GmbH's kontor i Berlin. Da aftaler om teknisk
management normalt indgås på 10 årige uopsigelige kontrakter, vil det ikke være
muligt straks at overtage den tekniske management på hele selskabets
egenbeholdning af vindmøller.
På sigt vil en stigende andel af selskabets egenbeholdning af vindmøller kunne
få teknisk management udført af koncernen, ligesom det løbende udbud af
investeringsprojekter vil kunne serviceres med teknisk management af koncernen.
Ligesom koncernens administrationsselskab, hvorfra indtægterne i 2007/08 dækkede
over 21% af koncernens faste omkostninger, forventes teknisk management på sigt
at påvirke selskabets indtjening positivt.
Det forventes ligeledes, at den tekniske kompetence som koncernen kommer til at
besidde, vil styrke selskabets fremtidige grundlag for investeringer i egne
vindmøller og vindmøller købt til videresalg. Endelig forventes det, at
produktiviteten på vindmøllerne kan blive styrket, hvilket igen vil kunne styrke
selskabets indtjening.
Det nye forretningsområde forventes ikke at påvirke selskabets resultat før skat
for 2008/09, hvor der stadig forventes et overskud før skat på 15-20 mio. kr.

Oprentlig dato: 

2008-11-13 11:09:46 +0200